Den nye fødsel er Guds suveræne handling, hvorved Han bibringer Hans eget liv og Hans natur til den troende synder (Joh 1,12-13; Tit 3,5). Menneskets første fødsel er naturlig; hans anden fødsel er åndelig og overnaturlig. Hans første fødsel indlemmer ham i en falden slægt; hans anden fødsel indlemmer ham i en frelst slægt. Hans første fødsel giver ham en fordærvet natur (Ef 2,3); hans anden fødsel giver ham del i guddommelige natur (2 Pet 1,4). Det øjeblik en person er født på ny, modtager han nyt liv (Joh 6,47; 1 Joh 5,12) og en ny position, som et barn af Gud (Joh 1,12; 1 Joh 3,1-2). Kort sagt, han er en ny skabning i Kristus (2 Kor 5,17).

Det er umuligt, at være frelst og ikke blevet født på ny. Det er umuligt at være født på ny og ikke frelst. Enhver person der er født på ny, er frelst. Det er en bibelsk absurditet, at påstå, at en person er frelst og født på ny og på et senere tidspunkt tror på Kristus. Tro og den nye fødsel finder sted i samme øjeblik. Den ene er et fortabt og syndigt menneskes reaktion på de Gode Nyheder; den anden er Guds overnaturlige værk.

I dag er der de af den reformerte overbevisning, som underviser at den nye fødsel, går forud for tro. De vil sige, at en person må blive født på ny, før han tror. De vil sige, at en person må have Guds LIV, før han kan tro på Kristus. C. D. Cole siger det på denne måde: ”Calvinisten siger, at liv må gå forud for tro og logisk set, er årsagen til tro. Tro var ikke årsag til den nye fødsel, den nye fødsel forårsagede tro.”¹

Hvorfor underviser sådanne mennesker dette? ”Ekstreme calvinister sætter den nye fødsel før tro, idet de tror, at åndeligt døde mennesker, ikke evner at tro og derfor har brug for, at blive født på ny, før de kan tro”² Doktrinen om menneskets totale fordærv, er blevet ført til det ekstreme af nogle calvinister, hvilket har medført en forkert forståelse af menneskets manglende evne. De tror, at en synder er død i synd og derfor er som et lig, totalt ude af stand til at gøre noget som helst. De tror, at han først må blive født på ny og få liv og kun da, vil han have evnen, til at tro på evangeliet. Men Skriften underviser, at han må tro, for at få liv (Joh 20,31).

Den filippiske fangevogter spurgte engang, ”hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” (ApG 16,30). Hvis Paulus havde været en ekstrem calvinist, havde han muligvis sagt, ”Du kan intet gøre for at blive frelst, absolut ingenting. Du er død i synd og en død mand kan intet gøre. Hvis Gud ikke føder dig på ny, så er du fortabt.” Hvor anderledes lød det svar, som Paulus gav: ”Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst” (ApG 16,31).

Det almindelige calvinistiske argument er som følger: ”Den fordærvede synder omtales som DØD (Ef 2,1). Siden han er død, er det umuligt for ham, at tro. Et dødt lig kan ikke gøre noget.” Men Paulus taler om åndelig død i Ef 2,1 og at sammenligne åndelig død med fysisk død, er problematisk. En person som er fysisk død, kan ikke tale, ånde, grine, gå, etc. Men en åndelig død person kan gøre alle disse ting. Det er forkert at sige, at en åndelig død person, er ude af stand til at gøre noget.  Selv calvinisten må indrømme, at han kan afvise Jesus Kristus, bede, læse Bibelen, synde og gøre gode gerninger i et forsøg på at fortjene frelsen. Han har evnen til, at gøre alle disse ting.

Følgende kommentarer er skrevet af Douglas K. Kutilek og brugt med hans tilladelse:

Mens det fortabte menneske beskrives af Paulus som ”døde i ... overtrædelser og synder” (Ef 2,1), tror jeg at denne metafor, bliver ført for langt ud, af de calvinistiske forfattere jeg har kendskab til. Deres typiske måde, at retfærdiggøre deres ”ny fødsel før tro”-synspunkt (omend, øjeblikkeligt før, hvilket uundgåeligt resulterer i en frelsende tro) på, er at ”en død mand ikke evner, at reagerer på noget – han kan ikke høre, se, føle, tænke, mærke, smage, handle, ELLER TRO. Og derfor MÅ Gud føde ham på ny, give ham liv, før han kan tro.”

Jeg ser hvad der for mig, er et uoverkommeligt problem med dette synspunkt – de selv samme calvinister har intet problem med, at et menneske har syndserkendelse før den nye fødsel. I nogle tilfælde overbevisning om synd der vare ved mange dage, måneder, endda år – men hvordan kan et ”dødt” menneske (som de forstår udtrykket), blive overbevist om synd, føle skyld, mærke at blive draget til Kristus og dog ikke tro? For at være konsekvent, må de også undervise, at den nye fødsel går forud for syndserkendelse – men da vil der ikke være brug for nogen overbevisning om synd.

Paulus bruger en metafor, når han siger at en synder er ”død” - mennesket er separeret fra Gud pga. sin synd, skyld etc., og er fordærvet og smittet i hele sit væsen af synd – hans legeme, følelser, intellekt, vilje, etc. er alle fordærvede. Med det menes der ikke, at han er så ond i alle sine tanker og handlinger, som han kunne være, ej heller at det fortabte menneske er ude af stand til at handle kærligt, selv-opofrende, venligt, moralsk, etc. Men ligesom Adam, er han separeret fra Gud pga. synd og er ude af stand til, i sig selv, at forsone sig med Gud.

Hvori ligger den manglende evne, for den fordærvede synder? Han kan ikke, fordi han vil ikke. Et eksempel på dette findes i 1 Mos 37,4 – Josefs brødre ”kunne ikke tale venligt til ham.” De var ude af stand til at tale venligt til ham. Hvilken slags manglende evne var det? Blev deres munde lukket af en udefrakommende magt, så de ikke kunne tale? Blev de ført langt bort fra Josef, så det var umuligt at tale med ham? Nej, de kunne ikke, fordi de ville ikke. De ønskede ikke at tale med ham, pga. deres fordærvede, syndige og jaloux hjerter. Hvorfor tror mennesker ikke? Hvorfor kommer mennesker ikke til Kristus? ”Og dog vil I ikke komme til mig og få liv” (Joh 5,40). Eller bogstavelig talt, ”Og dog er I ikke villige til at komme til mig og få liv” (William Kelly's-oversættelse)³. Deres manglende evne til at komme til Kristus, var pga. deres afvisning af, at komme til Ham, for at få liv. [Vigtig bemærkning: Den ekstreme calvinist, hvis han er konsistent med sit trossystem, bør omskrive Joh 5,40 på denne måde: ”Og dog vil I ikke få liv, så i kommer til mig.” Dette er fordi calvinismen underviser, at en død synder ikke kan komme til Kristus eller tro på Ham, medmindre han først får liv]. For et mere detaljeret studie angående Guds villighed til at frelse fordærvede mennesker, se vores studie, Guds villighed og menneskets uvilje – Et problem for ekstreme calvinister.

Vi er enige i, at ingen kan tro på Kristus uden Guds mægtige og nådige værk i hjertet, som inkluderer både at evne og oplyse (Joh 6,44,65; Matt 11,27; ApG 16,14). Det er interessant, at Gud nogen gange befaler en person, at gøre hvad han i sig selv, er fuldstændig ude af stand til. Et eksempel på dette omhandler en mand med en vissen hånd (Mark 3,1-5). Kristus befaler ham, ”Ræk hånden frem!”  Hvordan kunne han gøre det, hvis hans hånd var lam? Kristus befalede, manden adlød og Gud muliggjorde det! Kristus muliggjorde det umulige! Ligeledes bliver synderen befalet, at tro på Kristus. Hvis det mislykkes synderen at adlyde befalingen, så er han skyldig i, at være ulydig mod evangeliet (2 Thess 1,8). Han vil aldrig kunne bruge denne undskyldning: ”Herre, grunden til at jeg ikke troede på Kristus, var fordi jeg var totalt fordærvet og ude af stand til at tro.” Går den nye fødsel forud for tro? Rent faktisk finder de sted på samme tid. Det øjeblik en person tror på Herren Jesus Kristus, bliver han født på ny. Det øjeblik han modtager Kristus ved tro, modtager han også Guds gave, det evige liv. Det hele finder sted på et øjeblik. Men logisk set, når vi tænker på denne mægtige transaktion, må vi angive en rækkefølge. Indikerer Bibelen, at en person må fødes på ny, så at han kan tro eller underviser Bibelen, at en person må tro, for at blive født på ny? Har vi brug for liv, for at tro eller har vi brug for at tro, for at få liv?

Bibelen underviser klart: TRO OG DU SKAL LEVE! ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv” (Joh 6,47). ”For at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham” (Joh 3,15). Den ekstreme calvinist siger, ”LEV OG DU SKAL TRO!” Bemærk venligst at Joh 1,12 ikke siger: ”Men alle dem, der blev født på ny, gav han ret til at tro på hans navn, dem, der der er blevet Guds børn.” Bemærk også at Joh 20,31 siger, ”når I tror, skal [i] have liv i hans navn”. Der står ikke, ”når i har liv, skal i tro.” I sin hjælpeløse og håbløse tilstand, bliver synderen budt at SE på Herren Jesus Kristus OG LEVE (Joh 3,14-16; 4 Mos 21,4-9). [Vi synger hymnen, Se og lev. Den ekstreme calvinist burde omdøbe hymnen til: Lev og se.] Den ekstreme calvinist underviser, at en person må have liv for at tro. Herren Jesus underviste, at en person må tro (komme til Kristus⁴), for at få liv (Joh 5,40). Hvorfor tror folk ikke på Kristus? Er det fordi de ikke er blevet født på ny eller er det fordi de afviser, at komme til Kristus ved tro (Joh 5,40; 2 Thess 2,10-12).

R. C. Sproul tror, at den nye fødsel går forud for tro. Men på trods af hans lære, skrev han engang følgende: ”Da Luther forstod Paulus lære i Romerbrevet, blev han født på ny” (R. C. Sproul, Guds Hellighed, 1933-udgaven, s. 144). Han må have skrevet disse ord i hast, for hvis han skulle være konsistent med hans teologi, burde han have formuleret det på denne måde: ”Da Luther blev født på ny, forstod han Paulus lære i Romerbrevet.”

Hvis den nye fødsel går forud for tro, så ville det gøre tro unødvendig, siden personen allerede var frelst. Hvis en person er født på ny, så er han født af Gud og en del af Guds familie. Hvis du er en del af Guds familie, så er du allerede frelst, så hvilket behov er der, for at tro?

Charles Spurgeon, selv en stærk calvinist, anerkendte dårskaben ved at sige, at synderen må blive født på ny, før han kan tro:

Hvis jeg skal prædike tro på Kristus, til et menneske, som er født på ny, så er mennesket, som er født på ny, allerede frelst og det vil være en unødvendig og tåbelig ting for mig, at prædike Kristus til ham og byde ham, at tro for at blive frelst, når han allerede er frelst, født på ny. Skal jeg kun prædike tro, til dem som har den? Absurd, uden tvivl! Er dette ikke at vente på, at manden er helbredt og så bringe ham medicinen? Dette er, at prædike Kristus til de retfærdige og ikke til syndere⁵.

Med hensyn til om den nye fødsel går forud for tro, så går nogle calvinister til en latterlig ekstrem. Selv om det synes utænkeligt, så underviser de rent faktisk, at en person kan fødes på ny af Gud og ikke komme til tro på Kristus, før efter flere år.

Reformationens Studiebibel (før kaldet Geneva Studiebibelen) påstår, at være en klar fremstilling af reformert teologi. På side 1664 er der en artikel om den nye fødsel. Det er et chokerende udsagn angående frelse af spædbørn: ”Spædbørn kan blive født på ny, selvom troen de har ikke er så synlig som voksnes.” Jeg skrev til R. C. Sproul (Chefredaktør), for at bede ham om, at forklare dette udsagn. Jeg modtog et skriftligt svar fra Sprouls assistent, V. A. Voorhis (dateret 1. juni 2000), hvori han skrev følgende, som er endnu mere chokerende:

Når RS angiver i noterne til Joh 3 om ”spædbørn der bliver født på ny,” så tales der om det livgivende værk, Gud gør i dem, som bøjer deres vilje til Ham. I protestantismen, går den nye fødsel altid forud for tro og hvis Gud giver liv, så vil personen med sikkerhed komme ... Ofte finder den nye fødsel og vores efterfølgende tro sted simultant, men logisk set, så må den nye fødsel gå forud for tro. Et spædbarns tro kommer måske ikke før efter flere år, efter at Gud har gjort sin gerning ved Helligånden, for at genføde ham eller hende [fremhævning tilføjet]. To bibelske eksempler på spædbørn, som blev født på ny, ses i Sl 22,10-11 og Luk 1,15.

Ifølge denne lære, kan et barn blive født på ny som et spædbarn og ikke komme til tro på Kristus før efter flere år! Om dette har været reformatorernes undervisning eller ej, så er det med sikkerhed ikke hvad Guds Ord underviser.

Lad os for et øjeblik antage, at det den ekstreme calvinist siger, er sandt. Hvis den nye fødsel går forud for tro, hvad må en synder da gøre for at blive født på ny? Den ekstreme calvinist har aldrig besvaret dette tilfredsstillende. Shedd's svar er typisk. Fordi synderen ikke kan tro, bliver han instrueret i, at gøre følgende: (1) Læs og hør det guddommelige Ord. (2) Anvend seriøst dit sind på sandheden. (3) Bed om Helligåndens gave, af overbevisning og genfødsel.⁶

Roy Aldrich's svar angående dette, er gennemtrængende: ”En lære om total fordærvelse, der udelukker muligheden for tro, må også udelukke muligheden for, at høre Ordet, seriøst at følge guddommelig sandhed og bede for Helligåndens overbevisning og genfødsel. Den ekstreme calvinist har immervæk, at gøre med et ret livligt åndeligt lig”⁷.

Problemet med denne position er, at den fordrejer evangeliet. Synderen bliver fortalt, at betingelsen for frelse er bøn, frem for tro. Sikke en forskel fra ApG 16,31, hvor synderen ikke bliver budt, at bede for overbevisning og genfødsel. Synderen bliver blot budt, at tro på Herren Jesus.

NOTER

1) Fra en traktat med titlen ”Hvad kommer først ved konvertering – Liv eller tro?” Af C. D. Cole, udgivet af Chapel-biblioteket, Venice, Florida, USA.

2) C. Gordon Olson, Hinsides calvinisme og arminianisme [Beyond Calvinism and Arminianism], s. 39

3) ”And ye are not willing to come unto Me that ye may have life”

4) At ”komme til Kristus” er det samme som at ”tro på Ham” (se Joh 6,35,37,40).

5) Fra Spurgeon's prædiken med titlen, Troens berettigelse [The Warrent of Faith].

6) W. G. T. Shedd, Dogmatisk teologi, bind II, side 472, 512, 513.

7) Roy L. Aldrich, ”Guds gave,” Biblio-theca Sacra, juli, 1965, side 248-253.

Oversættelse: Martin Willemoes Hansen
22. juli 2009
Århus, Danmark