At bedømme vor tids tilbedelse og lovsang (VTTL) er en vanskelig opgave, hovedsageligt af to grunde. For det første er fænomenet mindre end 60 år gammelt og for det andet, så er det et varieret studiefelt, som konstant forandre sig. Alligevel, på trods af sin mangfoldighed, så fremviser VTTL fire gennemgående træk, som adskiller det fra alt det der fandt sted, igennem 1900 års kirkehistorie, før VTTL, nemlig:

1. Nye handlinger: At synge i tunger, danse i ånden, klappe og vifte med hænderne.

2. Nye stillinger: 'Lovsangs-ledere', 'lovsangs-teams', 'lovsangs-bands' og 'lovsangs-pastorer'.

3. Nye arrangementer: Omkvæd med en anderledes kompositions-stil og indhold, end det der er kendt af forrige generationer.

4. Nye akkompagnementer: Der lægges stor vægt på (brug, afsat tid, lydstyrke og synlighed) alle typer af musik (rock, jazz, pop, rap og country).

To spørgsmål former fundamentet for resten af denne artikel. For det første, er disse nye træk bibelske? og for det andet, hvad har de på længere sigt resulteret i? En tilgang som kræver en ligefrem tænkning, kritisk analyse og brugen af teologiske termer, bliver ofte anset for at være dømmende, trætende eller simpelthen for kedelig. 'Præference' og 'stil' er vor tids postmoderne modeord – doktrinær substans og bibelsk korrekthed, er for mange passé. Imidlertid, på trods af udråb som ”Det er ikke rigtigt at dømme” og ”der er ingen der skal fortælle mig hvordan jeg skal tilbede!”, så er det et faktum, at Herren specifikt har påbudt os, at bedømme når det kommer til kristen lære og praksis (1 Kor 10,15; 1 Thess 5,21; 1 Joh 4,1). Det er meningen at fejl bliver afsløret og undgået (Rom 16,17; Åb 2,2). Trofasthed til Guds uforanderlige sandhed, frem for 'succes', vil være det ultimative kriterium for belønning, ved Kristi domstol, for al kristen tjeneste (1 Kor 4,2). 'Hvordan' tjenesten blev udført vil være endnu vigtigere end 'hvad' der blev opnået (1 Kor 3,10).

Ulydighed mod Guds specifikke instruktioner, viste sig før i tiden katastrofalt for Nadab og Abihu, Moses, Kora og Uzzija (3 Mos 10,1-2; 4 Mos 20,12; 26,10; 2 Krøn 26,19). Tydeligevis er det ikke alle former for tilbedelse der accepteres af Herren, uanset tilbederens oprigtighed, nidkærhed og hengivenhed (Joh 4,23). A. W. Tozer skrev: ”Vi må lære at vi ikke kan få vores egen vilje og tilbede Gud som vi har lyst til ... der er nogle former for tilbedelse som Gud ikke vil acceptere, selv om de må være rettet til og ment for Ham” (Hvad i alverden er der sket med Tilbedelse?, STL Books, side 32).

Hvad er tilbedelse?

Hvorvidt det drejer sig om ofringen af et liv, et finansielt offer eller et talt 'lovprisnings offer', så er tilbedelse en strøm af ofringer fra et taknemmeligt hjerte, der er optaget af Faderen og Hans Søn (Rom 12,1, Hebr 13,15-16). I bøn anmoder vi; i taksigelse udtrykker vi taknemmelighed; men tilbedelse er en påskønnelse af Herren Selv – et løskøbt hjerte der bobler over med en velsignet optagethed af Kristus (Sl 45,2-3). I Joh 4 gav Herren selv flere  indblik der præciserer tilbedelse:

1. Stedet.
Der er intet sted på jorden som kan kaldes et 'sted for tilbedelse'. Den troendes helligdom er i Himlen. Der er ikke behov for noget jordisk mellemled, fordi der er direkte adgang igennem den nye levende vej (Joh 4,21; Hebr 4,16; 8,2; 10,20).

2. Genstanden.
Kristne er ikke præster ved en naturlig fødsel ligesom Arons sønner, men ved en overnaturlig genfødsel ved Ånden. I et forhold, ukendt i det GT, kommer de nu frem for Faderen som 'sønner' (Joh 4,21).

3. Karakteren.
Tilbedelse er 'i ånd og sandhed' altså 'åndelig' frem for ritualistisk og udvendig, som ved tilbedelsen i Templet. 'I sandhed' betyder at Bibelen, Guds åbenbaring af Sig Selv, regulerer tilbedelsen. Så tilbedelse uden sandhed er falsk tilbedelse (Joh 4,23).

Nye handlinger

Nuvel, nu da dette fundament er lagt, hvad så med at synge i tunger, danse i ånden, klappe og vifte med hænderne – nødvendigheder for en moderne 'levende' kirke, som anser almindelig sang, bøn og forkyndelse for alt for forudsigelig og ensformig for vores højteknologiske verden? Skriften fordømmer klart at hele forsamlingen synger i tunger (1 Kor 14,27). Med hensyn til at danse, grine og at falde 'i Ånden', var disse fænomener ukendte i den tidlige kirke, men ville være blevet afvist af Paulus som respektløse og uordentlige (1 Kor 14,40; Kol 2,5). Alle de sædvanglige skriftsteder, der bringes frem af karismatiske forfattere, taget ud af deres sammenhæng, som eksempelvis 'David foran Mikal', Mirjam og Israels døtre' og den 'lamme' (ApG 3), beviser intet, på nær den kejtede hermeneutik brugt af fortalere for sådanne argumenter.

'At klappe' begrundes hovedsageligt ud fra et enkelt vers i salmerne. Imidlertid er den allestedsnærværende rytmiske klappe-stil, karakteristisk for VTTL, som startes ved en fængende munter 'kristen pop-sang', (eller den runde af klapsalver der følger ved slutningen af en 'god lovsang'), langt fra den scene vi ser i Sl 47,2. Dér, bliver en national triumf i Israels teokratiske rige, passende fejret med en klapsalve, ligsåvel som da Joash blev udråbt som konge (2 Kong 11,12).

Med hensyn til at vifte med hænderne er skriften tavs. Et enkelt vers handler om fromt at løfte hænderne, men sammenhængen er bøn, ikke sang (1 Tim 2,8). Skriften nævner mange forskellige holdninger, men insisterer ikke på nogen bestemt. Selv hvis der i den tidlige kirke var noget som Tertullian (160 – 230 e.Kr.) kaldet hænder ”ikke ... højt hævede, men mådeholdent og passende” (Angående bøn, XVII), hvad beviser det så? Ikke meget, undtagen, at den karismatiske bevægelse, ved at fremme viftning af hænder på basis af ét vers i 1 Tim, har åbnet sig selv op for en alvorlig anklage om manglende konsistens. Kapitlet fortsætter med at råde kvinder til at bære mådeholdent tøj og til at undgå guld og perler. Nok sagt. Tilbedelse beskrives som at synge, tale, spille i hjertet og taksigelse (Ef 5,19, 1933-udgaven). Vover vi at lægge noget som helst til dette, for ikke at tale om VTTLs upassende tossestreger, uden eksplicit billigelse fra Guds Ord?

Et sandt 'åndeligt liv' må aldrig forveksles med 'livlighed' og 'fænomener'. Kirken i Sardes blev anset for at være 'levende', men var faktisk død (Åb 3,2). Sand indre åndelig glæde er kvalitetsmæssig meget forskellig i forhold til den emotionalitet som ses i VTTL, som er et lige så falsk tegn på åndeligt liv som Roms viften med røgelse, knæfald og ringen med klokker. Svævende midtskibe og præstelige fjollerier, er muligvis blevet erstattet med pop-bands og prangende bannere, men 'tilbedelsen' er ligeså afsporet som nogen sinde.

Sagkyndige forskere har definitivt vist, at det at 'falde i Ånden', 'grine i Ånden' og andre VTTL-fænomener, ikke har noget med tilbedelse 'i ånd og sandhed' at gøre, men har alt at gøre med en spidsfindig 'kristengjort' form for masse hypnose, som kan eftergøres i et laboratorium. VTTLs 'vinder opskrift' i form af en 'ekstravagant festlighed', omfattende langvarig svingning fra side til side, med løftede hænder og lukkede øjne, til lyden af hypnotiske sange som 'Be still for the presence of the Lord', er simpelthen en dør ind til en forandret bevisthedstilstand, i hvilken mange former for bedrag og manifestationer er mulig. C.H. Mackintosh sagde: ”Der er muligvis en masse som ligner tilbedelse, men når alt kommer til alt, blot er begejstring og naturlige følelser; der er muligvis megen umiddelbar hengivenhed, som blot er kødlig pietisme ... det viser sig ofte, at de selv samme oplevelser og tendenser som viser sig og fornøjer ved såkaldt religiøs tilbedelse, vil være bedre passende ved operaen.” (Noter til Pentateuken, s. 315).

Nye stillinger

I Salomos tempel, blev 4000 ud af 38000 reserveret til 'lovsangs-tjenesten'. Ud af disse var 288 'lovsangs-ledere', hvis dirigent var den overordentlige dygtige Kenanja (1 Krøn 15,22; 23,1-5; 25,7-31). Nuvel, hvor er den tilsvarende tjeneste i det Nye Testamente? Vi læser om evangelister, ældste og menighedstjenere – men aldrig om lovsangs-ledere. I tre forskellige lister angives der over 20 'åndelige gaver', men 'lovsangs-tjeneste' undlades, tydeligevis med vilje (i dag ville den, fra en bibelskoles kursusliste, aldrig blive undladt). Hvorfor? Uden tvivl følger argumentet, så længe Herren ikke har forbudt det, så kan vi bruge det; men Herren lærer os: ”at holde alt det, som jeg har befalet jer”, ikke ”at holde alt det jeg ikke eksplicit har forbudt jer” (Matt 28,20). Faktum er, at i relation til musik-tjeneste, har vi eksplicitte instruktioner fra Herren. Han angav at tilbedelses-stilen ved Templet, er blevet erstattet af åndelig tilbedelse. Ikke flere dragter, ofringer, fester, røgelse, musik-tjeneste eller rituelle afvaskninger – kun tilbedelse i ånd og sandhed.

Lederens job i VTTL er at ”tage folk til Guds trone” og give dem en ”smag af Himlen” (Ekstravagant tilbedelse, Darlene Zschech, s. 155). Sådan en rolle er redundant i skriften. Kristus åbnede vejen til tronen igennem Hans eget sonoffer på Golgata. Tilbedelse I Jesu Kristi navn er 'ledet' af Helligånden – ikke som den ultimative leder, men som den eneste (Ef 5,18-20; Fil 3,3). Darlene Zschech, en økumenisk lovprisnings-leder og forfatteren af 'Shout to the Lord', bliver af hendes pastor Brian Houston kaldt for 'en fantastisk leder i riget'.

Nye arrangementer

Generelt set har den typiske traditionelle salme en tendens til at være baseret på doktrin og at være rimelig lang, mens de fleste VTTL-sange er overfladiske, korte og gentagende (og sunget adskillelige gange). Skridtet væk fra 'salmer' var helt bevidst, siden det 'komplicerede doktrinære sprog' ikke passede så godt ind i den karismatiske stil. Sangere og sangerinder, som kun havde lidt teologisk dybde, udgav sange som var nemme at huske, simple at synge og rettet mod at være populære. De anvendte ofte klassiske klicheer fra kærligheds sange, så som ”Jeg længes efter at tilbede Dig ... jeg giver mig selv til Dig ... jeg ønsker at elske Dig dybt indefra ... lad mig være Din alene”, med målet om at give næsten 'øjeblikkelig intimitet'. Ironisk nok, mens VTTL er blevet en slave af endeløse nyskabelser (ingen lovsangs-gudstjeneste, må nogen sinde være nøjagtig den samme), VTTL har med dens overfladiske lyrik, blevet selve indbegrebet af forudsigelighed og langtrukkenhed. Sammenlign dette med de store bibelske salmer, fra Anden Mosebog 15 og Dommerbogen 5, igennem salmerne og hele vejen til Johannes Åbenbaring – sikke skildringer af Guds egenskaber og gerninger og de store sandheder om evangeliet, vi finder der!

Imidlertid er VTTL-sange ikke så indholdsløse at de har mistet deres mulighed  for videreførsel af fejl. Ved en gennemgang af sangene fra Graham Kendrick, Dave Fellingham, Matt Redman, Noel Richards, Chris Bowater, Jack Hayford, Dave Bilbrough og Darlene Zschech – i sangbøger som Mission Praise og Songs of Fellowship – så skiller følgende emner sig ud: genopretelsesisme [restorationism], den nuværende eksistens af fundamentale apostle og profeter, godkendelse af at klappe, danse og 'tale i tunger'. VTTL-kunstnere har skrevet sange som 'Shine Jesus Shine', 'Majesty' og 'You are building a People of Power' med en agenda i bagtankerne. De ser deres sange som et passende akkompagnement til hvad ”Gud er ved at gøre i verden i dag”; igennem 'March for Jesus', 'tegn og undere' og 'åndelig krigsførelse'.

Mange ikke-karismatiske kirker har begået den fejltagelse at udvælge nogle få af Graham Kendricks bedre sange (for at være 'moderne' og 'holde fast på ungdommen'). Imidlertid, fordi disse sange sætter en tendens, betyder inkluderingen reelt godkendelse. Sandt nok, Kendrick har skrevet nogle storartede salmer, men som Alan Howe siger: ”At bruge Kendricks materiale er, indirekte at gå med på en agenda, som søger at ændre tilbedelsens natur; og så snart tilbedelsen er blevet ændret (normalt ved små ændringer), så følger resten af den karismatiske agenda” (CRN Journalen, sommer/efterår 2000, s. 18). Brugen af bare nogle få VTTL-kompositioner vil starte med at skabe et 'karismatisk værdisæt' indenfor kirken (som en trojansk hest). Så snart det sker, vil det være svært at trække en linje i sandet for at forhindre yderligere indtrængen.

Nye akkompagnementer

Verdslig musik kom ind på den evangeliske scene igennem hippierne som bekendte sig som frelste i 1960'ernes Californien (det såkaldte 'Jesus folk'). For at overkomme modstanden og bane vejen for en fuldstændig accept af rock-n-roll i 'kirken', blev idéen om at 'al musik er neutral' promoveret med al magt. Nuvel, mens en enkelt node altid er neutral, så vil en række noder, støttet af enhver form for rytme, aldrig være neutral – musik er af natur et sprog. Det er ikke et spørgsmål om smag; det er et faktum. Heavy metal, rock-n-roll, jazz og rap's rytmer og takt er enten oprørske og anarkistiske eller sensuelle og ophidsende for legemet eller begge dele. Siden stilen, budskabet og oprindelsen for disse sekulære underholdnings stilarter, er verdslige, djævelske og sensuelle, så er de fuldkommen uanvendelige for Gudstjenesten (Ez 22,26; 2 Kor 6,14-18; 1 Joh 2,15-16). Tilbage i 1945 skrev A.W. Pink: ”Dets mere åndelig vores tilbedelse er, dets mindre ... attraktiv vil den være for kødet. Åh hvor vi er faret vild! Moderne 'tilbedelse' er hovedsageligt designet så det tilfredsstiller kødet: en 'lys og attraktiv gudstjeneste', med smukke omgivelser, sensuel musik og underholdende taler. Hvilken hån og blasfemi” (Johannesevangeliet, s. 208).

Det høje beat, diskolyset og 'atmosfæren af den store folkemængde' skaber et kraftigt slag, der med det samme score et 'direkte hit' på publikumets emotionelle sanseapparatet. Rockens lidenskab og energi kan skjule selv de mest overfladiske sangtekster. Mens lovsangs-lederen mikser hurtige numre med langsommere, bliver en følelse af at være 'tættere på Gud' bogstavelig talt fremstillet i forsamlingen, men hele oplevelsen er et bedrag. Hør på advarslen som John Wesley gav i 1781 (før dagene med forstærkere og akustiske guitarer): ”Frem for alt, syng åndeligt ... Hør udelukkende efter hvad du synger, og se til at dit hjerte ikke bliver henført af lyden...”

Vurdering af resultaterne

Vi har set, at de fire kendetegnende træk for VTTL, er uden bibelsk support og fejlagtig på alle måder. En sådan afvigelse fra Bibelen har ikke været uden konsekvenser:

1. Doktrinær trivialisering – Hvor som helst VTTL har fået fodfæste, er doktrin blevet nedvurderet. Calvin Johansson angiver: ”Eksklusiv brug af sange [frem for salmer] har en tendens til at producere et folk som har samme dybde af åndelighed som den musik de synger” (Discipelskabs musik-tjeneste, Hendrickson, s. 136).

2. Falsk bekendelse – VTTL-koncerter som afslutter med et 'alterkald' har frembragt mængder af pseudo-omvendte. Uden overbevisning om synd og anger, har tusinder ”budt Jesus velkommen ind i deres liv, ved at bede en simpel bøn”. Hvilket chok der venter dem på dommedag (Matt 7,22-23).

3. Omfattende økumenisme – VTTL har været en betydningsfuld katalysator for 'enhed' mellem evangeliske, karismatiske og katolske menigheder. Siden de alle synger de samme sange og taler de samme 'tunger', så må de alle have den samme 'Helligånd' – så hvorfor ikke forene sig?

4. Nedbrud af separation – Med promoveringen af rock-n-roll indenfor 'kirken', er det så noget under, at standarderne generelt begynder at forsvinde? Verdslig sprog, tøj, vaner, associeringer og underholding kendetegner nu kirker på en måde, som aldrig er set før. Prædikener er fulde af vittigheder og Gudsfrygten er forsvundet.

5. Stærk optagethed af Helligånden – Helligåndens gerning er at herliggøre Kristus og rette al vores opmærksomhed mod Ham (Joh 16,13-14). Imidlertid er der i VTTL en ubalanceret optagethed af Helligånden Selv.

6. Eksplosion i renselse – De fleste af VTTL-kunstnere har gennemgået en 'dåb i Helligånden'-oplevelse og tror at ægte tilbedelse, ikke kan finde sted før der har været en følelsesmæssig frigørelse. Frem for kun og altid at tilbede Gud med et engageret sind, er der sket en 'given slip på hæmningerne', en overgivelse til den musikalske oplevelse og sædvanligvis en accept af den tankeløse oplevelse af at 'tale i tunger'. Dette ledte til sidst til Toronto 'Velsignelsen', med de mange ekstreme hypnotiske manifestationer som kendetegnede den og senere Brownsville og på det seneste Lakeland-'vækkelsen' i Florida med Todd Bentley.

”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud” (1 Joh 4,1)

SE OGSÅ

Hvad er lovsang?  

Bøn i bevægelse

Danse-kursus

Problemer med Hillsong 

Vor tids sangbøger 

Hvis der ikke er angivet andet er bibelteksten hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992. 

Original af anonym.

Oversættelse og redigering: Martin Willemoes Hansen

9. september 2008

Århus, Danmark